Efter Isen – Liv og landskab fra Skive Fjord til Venø Bugt

200,00 DKK

Et landskabsskildrende billedværk af landskaberne fra Skive Fjord til Venø Bugt, herunder store områder som Stubbergaard Sø, Flyndersø, Hjerl- og Hjelm Hede, Sønder Lem Vig, Skive Å-dal og mange andre. I en bevægelse fra Skive Fjord til Venø Bugt panorerer værket gennem en mangfoldighed af landskabsformer, som de i sin tid blev dannet af isen og dens afsmeltning, og som de siden er blevet fyldt af grønne vækster og andet biologisk liv, i samspil med landkulturens udvikling. Det gælder de mange dødishuller i landskabet, herunder søerne Stubbergaard Sø og Flyndersø,  det gælder de mindre søer og moser i plantagerne, og det gælder enge og åer i de brede afsmeltningsdale. I en rigdom af fotos og tekster indfanges den biologiske mangfoldighed i området, afvekslende med billedkunstneriske indslag og lyriske stemninger. Værket orienterer sig mod såvel de større landskabelige linjer som det mangeartede biologiske liv – skov og planter, fisk og fugle, pattedyr og krybdyr, ja insekter! Værket afspejler naturens egne rytmer – årstidernes vekslen, det skiftende vejrlig, døgnets faser – i samspil med menneskelige aktiviteter i området. Et særligt afsnit er viet ”Vinteren i dødislandskabet”.  Den forbindende tekst formidler indsigt i naturens processer, med appel til ansvarlig naturforvaltning. Værket som helhed formidler naturglæde. Fotos ved naturfotograf Jens Kristian Kærgaard, tekst ved biolog Svend Bichel, malerier ved kunstmalerne Finn Have og Henrik Scheel Andersen, digte ved forfatter Knud Sørensen, initiativ ved Torben From, Skive. Dagbladenes Bureau anmelder i flere sjællandske aviser d. 9. december 2017.

Kategori: